
Handelsbetingelser
Gælder for køb af Fillox-kredit på smooth.fillox.dk · Senest opdateret 1. august 2026
1. Virksomhedsoplysninger
Fillox Danmark · CVR-nr. 43944207 · E-mail: fillox@smooth.dk · Telefon: 35 10 00 50. Fillox er en lægedrevet klinikkæde, godkendt hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
2. Produktet
På smooth.fillox.dk kan tidligere kunder hos Smooth købe digital Fillox-kredit til behandlinger i Fillox' klinikker i Danmark. Som led i kampagnen "Fillox Double Up" matcher Fillox dit køb krone for krone, op til dit registrerede tilgodehavende hos Smooth. Betaler du fx 2.000 kr., udstedes samlet Fillox-kredit på 4.000 kr. Køb kan foretages til og med 31. december 2026.
3. Pris og betaling
Alle beløb er i danske kroner. Betaling sker online med betalingskort, MobilePay eller Apple Pay via betalingsudbyderen Stripe, og beløbet trækkes, når betalingen gennemføres. Du modtager en kvittering pr. e-mail. Fillox opbevarer ikke dine kortoplysninger.
4. Levering
Kreditten er digital og registreres på din e-mailadresse umiddelbart efter gennemført betaling. Der sker ingen fysisk levering. Du bruger kreditten ved at oplyse navn eller e-mail i klinikken, hvor den fungerer som betaling for dine behandlinger.
5. Gyldighed og brug
Kreditten gælder i 24 måneder fra købsdatoen og kan bruges på alle Fillox' behandlinger i vores danske klinikker. Den kan deles med op til 2 personer, fx familie eller venner; navnene registreres i klinikken eller ved henvendelse til fillox@smooth.dk og kan ændres igen. Kreditten kan ikke ombyttes til kontanter, og restværdi udbetales ikke. Alle behandlinger forudsætter en sundhedsfaglig vurdering; kan en ønsket behandling ikke udføres af sundhedsfaglige årsager, kan kreditten bruges på andre behandlinger.
6. Fortrydelsesret
Du har 14 dages fortrydelsesret fra købsdatoen. Fortryder du, tilbagefører vi det beløb, du selv har betalt, til samme betalingsmiddel senest 14 dage efter, at vi har modtaget din besked. Den matchede kampagneværdi udbetales ikke. Er kreditten helt eller delvist brugt inden fortrydelsen, fratrækkes værdien af de udførte behandlinger. Fortryd ved at skrive til fillox@smooth.dk med dit navn og ordrenummer.
7. Reklamation
Købelovens regler gælder for dit køb. Er du utilfreds med en behandling eller dit køb, så kontakt os på fillox@smooth.dk, så finder vi en løsning. Klager over sundhedsfaglig behandling kan desuden rettes til Styrelsen for Patientklager.
8. Om Smooth-tilgodehavender
Fillox har via kurator købt udvalgte aktiver fra Smooths konkursbo, herunder kundeprofiler og oplysninger om eventuelle saldi, men har ikke overtaget Smooths forpligtelser og hæfter ikke for krav mod konkursboet. Journaler og helbredsoplysninger har Fillox ikke modtaget. Kampagnematchen er et frivilligt tilbud fra Fillox. Dit registrerede tilgodehavende er opgjort på baggrund af data overtaget fra konkursboet; mener du, at beløbet er forkert, så kontakt os med dokumentation, hvorefter vi vurderer sagen manuelt. Spørgsmål til selve konkursen eller krav mod konkursboet rettes til kurator – se Statstidende: S25062026-223 og S29062026-140.
9. Persondata
Vi behandler dit navn, din e-mailadresse og dit registrerede tilgodehavende, som er overtaget fra Smooths konkursbo, med det formål at kunne tilbyde dig denne kampagne og administrere din Fillox-kredit. Betalingsoplysninger behandles af Stripe. Du kan til enhver tid få indsigt i, rettet eller slettet dine oplysninger ved at skrive til fillox@smooth.dk. Du kan klage over vores behandling af persondata til Datatilsynet.
10. Klageadgang og lovvalg
Kan vi ikke løse en tvist sammen, kan du klage til Forbrugerklagenævnet via Nævnenes Hus (naevneneshus.dk). Købet er underlagt dansk ret.